Dette er et af de mest centrale spørgsmål i debatten om borgerløn. Når bunden under det økonomiske eksistensminimum fjernes, ændrer det spillereglerne på arbejdsmarkedet. Folk er ikke længere tvunget til at tage ethvert job blot for at købe mad og betale husleje.
For lavtlønnede eller fysisk krævende jobs betyder det, at arbejdsgiverne sandsynligvis må justere deres vilkår. Hvis folk har råd til at sige nej, skal de jobs, som ingen har lyst til, enten have højere løn eller bedre arbejdsforhold for at tiltrække medarbejdere. Vi kan se en tendens til, at de mest monotone og nedslidende opgaver bliver dyrere, fordi de kræver en præmie for det hårde slid.
Nogle frygter, at folk bare bliver hjemme og slapper af. Men de fleste mennesker har brug for et socialt fællesskab og en følelse af at bidrage. Borgerløn fjerner tvangen, men ikke behovet for struktur eller penge til luksus. Det skaber snarere en ny dynamik, hvor lønnen skal afspejle jobbets faktiske belastning. Det er en direkte konsekvens, at markedet skal finde en ny balance mellem fritid og arbejde.
