Kort er aldrig neutrale. Når vi tegner verden, bruger vi ofte Mercator-projektionen, som får Europa og Nordamerika til at fremstå gigantiske, mens Afrika ser mindre ud, end det faktisk er. Hvis vi i stedet brugte en projektion, der viser de faktiske proportioner, ville det ændre det psykologiske fundament for international politik.
I FN-regi handler magt ofte om opfattelse og narrativer. Hvis Afrikas enorme landareal og dermed dets ressourcer, befolkningstal og strategiske dybde blev præsenteret proportionelt korrekt, ville det udfordre den eksisterende status quo. Lande med stor fysisk vægt ville få et naturligt argument for større indflydelse i de beslutningstagende organer.
Diplomater forhandler ikke kun om penge, men også om territoriel relevans. En korrekt gengivelse kunne flytte fokus fra en eurocentrisk verdensorden til en mere multipolær virkelighed. Det ville gøre det sværere at ignorere kontinentets krav på plads i de globale sikkerhedsråd og klimaforhandlinger. Kortet skaber rammen for, hvem vi ser som hovedpersoner, og hvem vi ser som bipersoner i den globale historie. Når størrelsen ændres, ændres den politiske vægt automatisk.
