Udfordringen ligger i, at lovgivning er statisk, mens algoritmerne er i konstant bevægelse. Hvis vi forsøger at skrive detaljerede regler for specifikke teknologier, er loven forældet, før blækket er tørt. Derfor duer det ikke at fokusere på teknologien i sig selv, men i stedet på de konsekvenser, den skaber.
En effektiv strategi kræver principbaseret regulering frem for teknisk regulering. Vi bør indføre rammer, der dikterer ansvarlighed og gennemsigtighed uanset den tekniske løsning. Det betyder, at virksomhederne skal bevise, at deres systemer ikke skader arbejdsmarkedet eller menneskers rettigheder, før de ruller dem ud. Vi kan indføre krav om konsekvensanalyser for sociale omkostninger, som skal revideres løbende.
Desuden skal vi bruge 'sandkasse-modeller'. Her kan virksomheder teste nye AI-modeller under opsyn fra myndighederne, mens de stadig er i udviklingsfasen. Det giver os mulighed for at opdage utilsigtede menneskelige omkostninger, før de bliver systemiske. Ved at kræve løbende monitorering frem for engangsgodkendelser kan vi holde trit med tempoet. Det handler om at regulere effekten, ikke koden.
