Det kræver mere end blot at rette i statistikker eller producere glittede kampagner. Når folk føler, at virkeligheden er gået i stykker, søger de efter sammenhæng i de mørke fortællinger, fordi institutionerne har svigtet deres mest basale løfte: stabilitet og gennemsigtighed. For at lukke det hul skal vi bygge broer, der rent faktisk kan bære vægten af menneskelig tvivl.
Institutionerne skal turde vise deres egne fejl. Hvis en myndighed begår en fejl, må de indrømme det med det samme uden akademiske omveje. Uklarhed føder mistillid. Når eksperter taler i forbehold og indviklede vendinger, efterlader det et rum, hvor konspirationsteoretikere kan indsætte deres egne, mere følelsesladede forklaringer. Svarene skal være konkrete, selv når de er uperfekte.
Vi har brug for lokale rum for dialog, hvor folk ikke bare bliver skudt ned med fakta, men bliver hørt i deres frustration. Det handler om at anerkende, at usikkerhed er en menneskelig tilstand, ikke bare et tegn på manglende intelligens. Ved at skabe nærvær i de små fællesskaber og gøre beslutningsprocesser forståelige for almindelige mennesker, kan vi mindske behovet for de store, dæmoniske fortællinger. Tillid vindes ikke i en pressemeddelelse, men i den daglige praksis.
