Når stater bruger statsløshed som et politisk våben, som vi ser det i forhold til de Sahrawiiske, fejler det eksisterende internationale system. De nuværende konventioner om statsløse er designet til at håndtere fejl i registreringer, ikke til at modvirke systematiske forsøg på at slette en befolknings juridiske eksistens. Det skaber et vakuum, hvor mennesker mister adgangen til basal lægehjælp, uddannelse og bevægelsesfrihed.
Det internationale samfund må skifte strategi fra blot at yde nødhjælp til at presse på for juridisk anerkendelse. FN og regionale organer kan iværksætte overvågningsmekanismer, der dokumenterer statsløsheden som en menneskerettighedskrænkelse frem for blot et administrativt problem. Det kræver, at man tør lægge politisk pres på de stater, der kontrollerer territoriet eller de administrative processer.
Desuden findes der behov for en stærkere kobling mellem territorial ret og personlig status. Hvis en gruppe konsekvent nægtes statsborgerskab, bør det internationale samfund aktivere mekanismer, der sikrer deres rettigheder uafhængigt af en stats vilje. Det handler om at fjerne den politiske gevinst ved at gøre folk usynlige. Ved at kræve universel adgang til identitetsdokumenter kan man bryde den magt, som de marginaliserede befolkninger er underlagt.
