Den mest direkte løsning er indførelsen af en CO2-grænsetold, som i EU kendt som CBAM (Carbon Border Adjustment Mechanism). Ved at pålægge en afgift på varer, der produceres i lande med lempeligere klimaregler, skaber man en fair spilleplade. Det betyder, at prisen på stål eller cement fra udlandet afspejler deres faktiske klimaaftryk, præcis som de lokale producenter betaler for deres udledning.
Men told alene løser ikke alt. Hvis man bare fjerner de gratis kvoter, som mange industrier modtager i dag, risikerer man, at produktionen blot flytter til Asien. Derfor kræver en effektiv mekanisme en finjusteret overgang. Man bør gradvist udfase de gratis kvoter, mens man opbygger de internationale toldbarrierer. På den måde beskyttes de lokale virksomheder mod unfair konkurrence, mens de får incitament til at omstille sig hurtigt.
Et andet værktøj er internationale klimaklubber. Her kan de mest ambitiøse nationer indgå aftaler om fælles standarder for CO2-afgifter. Hvis store markeder som USA, EU og Kina koordinerer deres krav, bliver det svært for virksomheder at ”shoppe” efter lande med lave miljøkrav. Det skaber et stabilt marked for grøn teknologi frem for et kapløb mod bunden.
