Grænsen findes primært ved at kigge på, om dommeren holder sig til lovens tekst eller begynder at skabe nye regler. Når en domstol kontrollerer den udøvende magt, efterprøver den blot, om myndighederne har fulgt de love, som Folketinget har vedtaget. Det handler om at tjekke, om en administrativ beslutning er saglig, eller om den er truffet på et forkert grundlag.
Retlig aktivisme opstår derimod, hvis domstolene begynder at udfylde politiske huller. Hvis en dommer vurderer, at en lov er uhensigtsmæssig, og derfor vælger at fortolke den på en måde, der reelt ændrer dens politiske indhold, træder man over grænsen. Her fungerer domstolen ikke længere som en kontrollant, men som en medlovgiver. Det ændrer magtbalancen i samfundet.
Det er et svært spørgsmål. Nogle gange vil en bred fortolkning af grundloven uundgåeligt føre til politiske konsekvenser. Men sondringen ligger i intentionen og metoden. En legitim domstol agerer inden for de rammer, lovgiver har sat, selv når det fører til upopulære afgørelser. Aktivisme sker, når domstolen dikterer den politiske retning under dække af juridisk fortolkning. Det kræver, at domstolene udviser selvbeherskelse.
