Når staten ikke kan garantere borgernes sikkerhed i deres egne nabolag, ryster selve fundamentet for samfundet. Det handler ikke kun om den umiddelbare frygt, men om det langsigtede tab af tillid. Folk holder op med at regne med myndighederne. De holder op med at tro på, at fællesskabet beskytter dem, hvilket efterlader et vakuum i bybilledet.
Dette vakuum udfyldes ofte af mere ekstreme kræfter. Vi ser tendenser til øget polarisering, hvor folk trækker sig ind i lukkede enklaver eller søger mod radikale grupper, der lover den sikkerhed, staten fejlede i at levere. Den sociale sammenhængskraft smuldrer. Man holder op med at se sig selv som en del af en samlet nation og begynder i stedet at se sig selv som medlem af en sårbar undergruppe.
Politisk kan det føre til en bølge af populisme. Vælgerne søger ofte mod ledere, der lover hårde midler og hurtige løsninger på sikkerhedsproblemer. Det svækker de demokratiske institutioner, da kompromispligtige dialoger bliver sværere at opretholde, når frygten dominerer hverdagen. Resultatet er et splittet samfund, hvor naboskab erstattes af mistillid og et krav om beskyttelse frem for rettigheder.
