Skiftet fra atmosfæriske til underjordiske eksperimenter markerede en fundamental teknologisk overgang fra observation af eksterne miljøpåvirkninger til kontrollerede, isolerede laboratoriemiljøer. Hvor atmosfæriske forsøg var afhængige af vejrforhold og naturlig baggrundsstråling, muliggjorde de underjordiske faciliteter en ekstrem reduktion af støj fra kosmisk stråling. Dette skift krævede en udvikling i avanceret detektorteknologi og præcisionsinstrumenter, der kunne operere under højt tryk og i lukkede systemer uden direkte kontakt med atmosfæren.
Denne overgang ændrede fundamentalt sikkerhedsprofilen for området. Ved at flytte forskningen under jorden opnåede man en naturlig afskærmning, som reducerede eksponeringen for skadelig kosmisk stråling for både personale og udstyr. Samtidig introducerede de underjordiske rammer nye sikkerhedsmæssige udfordringer, herunder behovet for streng kontrol med ventilation, iltniveauer og evakueringsveje i begrænsede rum. Sikkerhedsprofilen skiftede derfor fra at fokusere på miljømæssig eksponering til at prioritere teknisk integritet og livsvigtige systemer i lukkede miljøer, hvilket sikrede et mere stabilt og præcist forskningsmiljø.
