Implementeringen af et effektivt oversvømmelsesberedskab i Assam hæmmes af en kompleks blanding af geografiske, infrastrukturelle og politiske faktorer. En væsentlig barriere er den mangelfulde infrastruktur i de mest isolerede landdistrikter, hvor vejnet og broer ofte er utilstrækkelige til at modstå de årlige monsunregnskyl. Dette efterlader de fattigste befolkningsgrupper uden adgang til de officielle evakueringsveje eller redningsmateriell.
Politisk set er manglen på koordinering mellem de statslige myndigheder og lokale administrationer en betydelig udfordring. Beslutningstagning er ofte præget af fragmenterede budgetter, hvilket gør det svært at finansiere langsigtede løsninger som dæmningsvedligeholdelse og permanente oversvømmelsesbarrierer. I stedet fokuseres der ofte på kortsigtede katastrofehjælpsindsatser, som ikke løser de bagvedliggende årsager til de gentagne oversvømmelser.
Desuden er de socioøkonomiske forskelle enorme. Uden en systematisk uddeling af robuste redningsmidler til marginaliserede samfund forbliver de svageste borgere afhængige af improvisationer, såsom de ustabile bananflåder. Der mangler en holistisk tilgang, der kombinerer moderne tidlig varsling med konkret fysisk infrastruktur, hvilket skaber en ulighed i overlevelsesmulighederne under naturkatastrofer i regionen.
