Et skift fra den nuværende model til en universel velfærdsmodel ville ryste det britiske samfund fundamentalt. Økonomisk ville det kræve en massiv omfordeling af midler. Vi ville se et markant højere skattetryk, primært rettet mod de erhvervsaktive, for at finansiere de stigende udgifter. Det kunne mindske den disponible indkomst for mange familier, men samtidig fjerne den økonomiske usikkerhed, som mange ældre oplever i dag, når de skal betale for plejehjem ud af egen lomme.
Politisk ville kampen om ressourcerne blive intens. Debatten ville flytte sig fra, hvordan man bedst regulerer et privat marked, til hvordan man effektivt styrer en stor, statslig administration. Tilhængere ville pege på øget lighed og social sammenhængskraft, da adgang til pleje ikke længere afhænger af formue. Modstandere ville frygte bureaukrati og ineffektivitet.
Det ville også ændre arbejdsmarkedet. Sektoren ville vokse betydeligt som offentligt anlagt, hvilket skaber mange nye jobs, men måske med et pres på lønningerne. Resultatet er et samfund med mindre økonomisk ulighed i alderdommen, men med en langt tungere regning for statskassen og en mere centraliseret magt over velfærden.
