Når naturbevaring kommer på dagsordenen som en global økonomisk aktivitet, ser de lokale samfund ofte deres ressourcer blive omdefineret. De påtager sig reelle økonomiske omkostninger, som sjældent ses direkte på de internationale traktater eller rapporter.
Aflastning og indskrænkning af adgang
Mange naturreservater og områder med få fugle-taxoner, der får anerkendelse som ‘carbon sinks’ eller under fredningsstatus (IUCN-kategorier), indskrænker lokal adgang. Dette hæver de daglige driftsomkostninger for lokalsamfund, der lever af subsistenslandbrug eller jagt. Hvis en familie tidligere brugte et vådområde til at indhente vilde fisk eller brændeplanker, forventer de ikke kompensation, selvom de anfører det som en socioøkonomisk pris for bevarelsen.
Finansiering og gældssætning
Systemet, især inden for REDD+ (Reducing Emissions from Deforestation and Forest Degradation) finansiering, kan skabe dyb gæld. Lokale interessenter bliver ofte tvunget til at indgå kontrakter for fællesressourceforvaltning (CRM) med internationale NGO'er. Hvis de ikke lever op til forventningerne for de mål (KPI'er), de har accepteret, standsest udbetalingerne. Dette skaber en ulighed, hvor staten og bevaringsorganisationen tjener på klimamarkeds-certifikater, mens lokalbefolkningen dæmper tabet via arbejdskraft og tålmodighed.
Skift i eksistensgrundlag
Den typiske erstatning for traditionelle økonomiske aktiviteter er ecoturisme eller projekter i landbrugstil pasning. Men de job, der opstår, kræver sjældent de kompetencer, som lokalbefolkningen besidder. De er ofte faste arbejdsgiver af laveste niveau inden for ‘green economy’ jobs. Denne transformation skaber en ny form for fattigdom: gæld til det globale bevaringsmarked uden sikkerhedsnet, og mistet suverænitet over egne forvaltningsret, der historisk har tilhørt traditionelle slægtsstrukturer.
