Historiske arver og jura
De nuværende sår i Indonesiens beskyttelsesmekanismer udspringer i høj grad af koloniale og postkoloniale magtstrukturer. Regeringen har historisk prioriteret økonomisk vækst og ressourceudvinding over beskyttelse af oprindelige samfunds ejendomsret. Dette har ført til omfattende konfiskation af landområder, hvilket gør lokalsamfund direkte sårbare over for miljøkatastrofer.
Juridiske definitioner, herunder de, der styrer skovbrug og landbrug, anerkender sjældent traditionel brug af jorden kendt som *adat*-ret. Selvom lovgivningen på papiret kan eksistere, står oprindelige folk ofte uden reel stemme, når store skovbrugsprojekter implementeres.
Håndhævelse og korporativ mag
Et centralt problem findes i håndhævelsen af miljølovgivningen. Strukturelle begrænsninger betyder, at store korporationers interesser, ofte med stærk politisk indflydelse, vejer tungere end de miljømæssige skader eller de oprindelige befolknings krav. Selvom der offentliggøres regler, sker overtrædelser hyppigt i fjerntliggende områder, og straffer er sjældent effektive eller målrettede mod magthaverne.
Dette skaber en situation, hvor ansvar flyder i cirkler: Forurenede floder, forårsaget af skovbrande, rammer primært de fattige og marginaliserede. Beskyttelsesprogrammer når ofte ikke disse områder effektivt. De juridiske systemer kæmper med at opretholde retssikkerheden, når økonomiske interesser presses ind i retssalene. Resultatet er, at katastrofer fortsætter, mens de mest sårbare bærer de tungeste konsekvenser.
