USA's modstand mod Den Internationale Straffedomstol (ICC) sender et signal om, at magt trumfer jura. Når en supermagt sanktionerer domstole for at beskytte egne borgere, giver det andre lande som Rusland og Kina et påskud for at ignorere internationale domme. Det skaber et A- og B-hold i det globale retssystem.
Risikoen for irrelevans er konkret. ICC ejer ikke sit eget politi og er derfor afhængig af nationalt samarbejde for at anholde mistænkte. Hvis stormagterne aktivt modarbejder institutionen, bliver dens rækkevidde begrænset til primært at ramme svagere stater. Det udhuler Rom-statuttens autoritet i praksis.
Domstolen forsvinder dog ikke med det samme. Den fungerer stadig som et juridisk redskab for lande, der ikke selv kan retsforfølge krigsforbrydere. Kampen handler om, hvorvidt national suverænitet skal stå over universelle menneskerettigheder. Resultatet bliver sandsynligvis en fragmenteret orden, hvor international ret kun gælder, når det ikke kolliderer med stormagternes strategiske interesser.
