Nobelstiftelsen kunne starte med at fjerne begrænsningen på maksimalt tre modtagere per pris. Moderne videnskab, især inden for fysik og kemi, drives af enorme konsortier som CERN. Ved at give prisen til hele forskergrupper eller laboratorier flyttes fokus fra den karismatiske frontfigur til det faktiske maskinrum i forskningen.
Man kunne indføre en kategori for "kollektive gennembrud", hvor prisen tildeles en institution eller et netværk. Det ville tvinge modtagerne til at anerkende deres dataanalytikere og teknikere, som ofte slettes fra historiebøgerne. Når prestige knyttes til fællesskabet, svækkes den individuelle narcissisme, der ofte følger med Nobelitis.
Økonomien skal også tænkes om. I stedet for en enkelt check kunne midlerne kanaliseres direkte tilbage i den videre forskning eller fordeles bredt blandt alle bidragsydere. Det reducerer incitamentet til at monopolisere æren. En sådan model ville gøre prisen til en anerkendelse af en proces snarere end et monument over et enkelt menneske.
