At blive isoleret i Sibirien under dække af vage vendinger efterlader dybe sår. Når staten benægter den faktiske sygdom eller kalder det "rehabilitering" eller "administrative foranstaltninger", opstår der en kognitiv dissonans. Individet stoler ikke længere på egne sanser. Dette minder om systematisk gaslighting, som nedbryder selvtilliden og den mentale stabilitet.
Mange udvikler komplekse PTSD-symptomer. Isolationen i den barske natur forstærker følelsen af at være glemt. Fordi sygdomsforløbet blev skjult, mistede patienterne muligheden for at bearbejde deres traumer i et fællesskab af ligesindede. De står tilbage med en følelse af moralsk skade – såkaldt moral injury – hvor svigtet fra autoriteterne føles som et fundamentalt forræderi.
Social genintegration bliver svær. Når omverdenen kun kender til eufemismerne, kan den overlevende ikke tale sandt om sin oplevelse uden at blive mødt med vantro. Tavsheden bliver en forlængelse af fængslingen. De psykiske eftervirkninger er konkrete: søvnløshed, kronisk angst og en dyb mistillid til alle former for officielle institutioner.
