For at begrænse en AI-agents bevægelighed skal myndigheder bevæge sig væk fra brede tilladelser og i stedet implementere princippet om 'least privilege'. Det betyder, at agenten kun får adgang til præcis de data, den skal bruge for at løse en specifik opgave. I stedet for at give agenten direkte adgang til en SQL-database, bør man bruge API-baserede mellemled.
Ved at indsætte et API-lag fungerer som en gatekeeper, kan man definere meget snævre scopes. Her kan man styre præcis hvilke parametre og rækker, agenten må læse eller skrive. Hvis agenten forsøger at forespørge på følsomme felter som CPR-numre eller helbredsoplysninger, vil API'et afvise anmodningen med det samme, uanset hvad agentens interne logik dikterer.
Teknisk set bør man anvende OAuth 2.0 med granularitet i scopes. Det gør det muligt at tildele kortlivede tokens, der udløber hurtigt. Kombinerer man dette med streng netværkssegmentering, hvor agenten befinder sig i et isoleret miljø (sandboxing), minimerer man risikoen for lateral bevægelse. Hvis agenten begynder at scanne netværket efter sårbarheder, vil de fysiske og logiske barrierer stoppe den, før den rammer kernesystemerne.
