I Venezuela anvender anklagemyndigheden ofte de brede definitioner i landets terrorlovgivning til at ramme oppositionelle. Det juridiske fundament hviler typisk på begrebet om at 'truer den nationale sikkerhed' eller 'undergrave den statslige orden'. Problemet opstår, når politisk protest eller ytringsfrihed omfortolkes som forsøg på at vælte regeringen ved magt.
Bevisførelsen i disse sager er ofte problematisk og mangler gennemsigtighed. Internationalt overvågede observatører rapporterer hyppigt om brug af anonyme vidneudsagn, som ikke kan verificeres. Politiet præsenterer ofte materiale som fotos af møder eller beskeder på sociale medier som bevis for en planlagt sammensværgelse (conspiracy). Ofte mangler der de nødvendige fysiske beviser, som videnskabelige analyser eller tekniske undersøgelser normalt ville kræve.
Retskrigene i landet følger ofte et forudsigeligt mønster. Anklagerne rejser hurtigt, og de mistænkte nægtes adgang til uafhængige advokater i de første faser. Dette gør det næsten umuligt at anfægte de beviser, der præsenteres. Resultatet er, at fængslingen bliver et politisk redskab frem for et rent juridisk anliggende. Domstolene fungerer her som en forlængelse af den udøvende magt.
