Når vestlige instruktører filmer Nagaland, lander de ofte i en æstetisk fælde. Ved at fokusere massivt på traditionelle dragter, rituelle danse og uberørt natur, skabes der en visuel fortælling, som føles som en rejse tilbage i tiden. Denne 'timemaskine-effekt' fungerer ofte godt på et lærred, fordi den tilbyder noget fremmedartet, men den har en pris. Den risikerer at fastlåse en levende kultur i et fortidigt, eksotisk billede.
Når man udelader den moderne infrastruktur, den teknologiske hverdag og de aktuelle politiske realiteter, skaber man et statisk billede. Man fjerner de nuancer, der gør et folk komplekst. Resultatet er ofte, at det vestlige publikum får en oplevelse af noget 'oprindeligt' frem for noget nutidigt. Det reducerer menneskene i Nagaland til kulturelle artefakter frem for levende individer, der navigerer i en globaliseret verden. Det gør det svært for seeren at forstå de reelle udfordringer, de står overfor i dag, fordi de kun ser det, der ser smukt og mystisk ud på film.
