For at undgå at datacentre udtørrer lokale kilder, skal myndighederne gå væk fra generelle retningslinjer og over mod benhård, lokationsspecifik regulering. Et effektivt greb er indførelsen af strengere vandkvoter, der prioriterer fødevareproduktion over industrielt kølebehov. Hvis et datacenter kræver store mængder vand til deres kølesystemer, bør de pålægges en høj vandafgift, som direkte finansierer modernisering af landbrugets kunstvandingsanlæg.
Man kan også kræve, at alle nye datacentre i de tørre provinser benytter lukkede kølesystemer eller genanvendt spildevand frem for grundvand. Ved at stille krav om teknologiske standarder i miljøgodkendelsesprocessen, begrænser man den direkte belastning på de akviferer, som de lokale bønder er afhængige af.
Overvågning spiller en central rolle. Sensorer i grundvandsboringer bør kobles direkte til en central database, så man i realtid kan se, om vandstanden falder drastisk i forbindelse med en datacenters drift. Hvis forbruget overstiger de tilladte rammer, skal der være automatiske sanktioner eller krav om øjeblikkelig reduktion i produktionen. Det handler om at sætte grænser, før brøndene løber tørre.
