For at få et sandfærdigt billede af et datacenters vandaftryk, må man bevæge sig ud over den klassiske WUE-metode (Water Usage Effectiveness). WUE måler typisk kun det direkte forbrug til kølesystemer i forhold til it-udstyrets energiforbrug. Det er dog kun halvdelen af sandheden. Man bør i stedet implementere en livscyklusbaseret tilgang, der medregner det indirekte vandforbrug i energiforsyningskæden.
En praktisk model kræver, at man samler data fra to kilder. Først måles det faktiske vandforbrug på lokationen via intelligente vandmålere. Derefter skal man inddrage den specifikke energimix-profil. Hvis datacentret kører på termisk kraftværksenergi, kræver strømproduktionen store mængder vand til afkøling. Dette skal lægges til det direkte forbrug i regnskabet.
Standardisering sker bedst ved at anvende eksisterende rammeværker som ISO 14046 for vandfølsomhedsvurderinger. Ved at definere en fælles enhed, eksempelvis liter vand per kilowatt-time (L/kWh), kan man sammenligne faciliteter på tværs af landegrænser. Det kræver gennemsigtighed i rapporteringen, så virksomheder ikke blot rapporterer de lave, direkte tal, men også de skjulte omkostninger i elnettet. Det er her, det reelle miljømæssige fodaftryk findes.
