Løsningen kræver en ekstremt koordineret indsats mellem militære enheder og civile hjælpeorganisationer. Man kan ikke genopbygge vandledninger eller elnet, hvis undergrunden stadig er fyldt med ueksploderet ammunition (UXO) eller kollapsede tunnelsystemer. Det er et teknisk paradoks, hvor sikkerheden for ingeniørerne står direkte i vejen for hastigheden i hjælpearbejdet.
Praktisk set peger løsningen mod en faseopdelt tilgang. Først skal man etablere sikre zoner, hvor specialiserede mine-rydningsenheder kan operere under beskyttelse. Herefter følger en systematisk kortlægning af undergrunden via sensor-teknologi eller georadar, så man ved præcis, hvor de største trusler ligger. Det handler ikke om at fjerne alt på én gang, men om at skabe korridorer, hvor genopbygningen kan starte.
Politisk kræver det en neutral overvågningsmekanisme. En international instans skal kunne verificere, at de områder, der frigives til civil genopbygning, rent faktisk er renset for militære installationer. Uden en sådan kontrol vil de politiske modstandere altid hævde, at genopbygningen blot dækker over nye militære tiltag. Det er en balancegang mellem militær nødvendighed og den humanitære hastighed, som det internationale samfund kræver.
