For at Iran ville lade være med at bruge truslen om at lukke Hormuzstrædet, skal de have noget, der vejer tungere end den geopolitiske magtfremvisning. Det handler i bund og grund om overlevelse og legitimitet. En central økonomisk forudsætning ville være en fuldstændig ophævelse af de nuværende sanktioner fra USA og EU. Det er ikke nok med blot lempelser; de skal have en juridisk bindende garanti for, at deres olieeksport kan flyde uforstyrret ind i det globale marked uden frygt for sekundære sanktioner.
Geopolitisk kræver de sandsynligvis en ny sikkerhedsarkitektur i Mellemøsten. Det kunne indebære en formel anerkendelse af deres indflydelse i regionen eller en bindende aftale om, at stormagter som USA ikke intervenerer militært i deres kerneområder. En multilateral sikkerhedspagt, der inkluderer både regionale naboer og globale aktører, kunne fungere som en modvægt til deres militære eskalering.
Desuden kunne de kræve teknologisk og finansiel integration. Hvis iransk industri bliver en integreret del af de globale forsyningskæder, øges omkostningerne ved en konflikt for alle parter. Det skaber en form for gensidig økonomisk afhængighed, hvor truslen om at lukke strædet bliver for dyr for Iran selv at realisere. Det handler om at gøre freden mere profitabel end kaosset.
