Når vi omdanner kød, blod og sanselige oplevelser til matematiske mønstre, risikerer vi en dyb fremmedgørelse over for os selv. Denne proces kaldes ofte industriel objektivering. Det betyder kort sagt, at din krop ophører med at være et hjem og i stedet bliver en kilde til råmateriale for algoritmer. Det kan skabe en følelse af, at ens inderste væsen blot er en samling datapunkter, der kan optimeres eller forudsiges.
Psykologisk set kan det føre til et tab af agens. Hvis en algoritme ved, hvordan din krop reagerer på stress, mad eller seksualitet, før du selv gør det, mister du følelsen af at være herre i eget liv. Det kan udløse eksistentiel angst og en følelse af at være gennemsigtig. Man bliver et objekt for andres systemer frem for et subjekt i sit eget liv.
Vi ser allerede nu tendenser til, at folk spejler sig i digitale idealer, der er skabt af data. Det skaber en uendelig søgen efter perfektion, som aldrig kan mættes. Resultatet er en konstant følelse af utilstrækkelighed. Når kroppen devalueres til data, mister vi respekten for det uperfekte, det uforudsigelige og det rent menneskelige. Det er en dyr pris at betale for effektivitet.
