For at skifte fokus fra monumenter til levende kultur kræves et fundamentalt paradigmeskift i den juridiske definition af kulturarv. I dag beskytter internationale konventioner primært fysiske genstande eller steder, som f.eks. UNESCO's verdensarv. Men kultur lever ikke kun i sten og mure; den eksisterer i sprog, ritualer, mundtlige overleveringer og sociale praksisser.
En omdefinering kræver, at man integrerer 'immateriel kulturarv' direkte i menneskerettighedskataloget. Det betyder, at stater skal holdes juridisk ansvarlige for ikke blot at bevare bygninger, men også for at sikre, at minoritetsgrupper kan udøve deres traditioner uden frygt for undertrykkelse eller assimilation. Retssystemet skal anerkende, at tabet af et sprog eller en traditionel livsform udgør et direkte brud på den enkeltes værdighed og rettigheder.
Praktisk set indebærer det, at domstole skal kunne dømme i sager, hvor kulturel udviskning er den centrale overtrædelse. Det handler om at give lokalsamfund juridisk råderet over deres egen kulturs udvikling. Hvis lovgivningen kun ser på det materielle, overser den det menneskelige element. En ny ramme skal derfor prioritere retten til at være kulturelt forskellig som en iboende rettighed, uafhængig af om denne forskel efterlader fysiske spor.
