For at løse problemet skal systemet skifte fokus fra personlighedsbaserede diagnoser til behovsbaseret støtte. I dag fungerer mærkater som 'højtfungerende' som en slags adgangsbillet; har man ikke den rette mærkat, mister man sine rettigheder. Det skaber et bureaukratisk paradoks, hvor man skal dokumentere sine svagheter for at få hjælp, selvom ens styrker dækker over store udfordringer.
En konkret løsning er at indføre en funktionsbaseret vurdering frem for en kategorisk. Det betyder, at sagsbehandlere skal se på de specifikke barrierer, en person møder i hverdagen, uanset hvilken diagnose der står på papiret. Hvis en person har svært ved sociale interaktioner eller strukturering, skal hjælpen udløses af selve behovet for støtte til netop disse opgaver.
Vi skal også ændre selve dokumentationskravene. I stedet for at kræve en statisk diagnose skal man kunne dokumentere et vedvarende behov gennem f.eks. uddannelsesforløb eller arbejdsmiljøvurderinger. Ved at flytte fokus fra 'hvem man er' til 'hvad man har brug for', kan vi fjerne de stigmatiserende labels. Systemet skal reagere på de faktiske omkostninger ved at navigere i verden, ikke på mærkater i et register.
