Lovgivning fokuserer ofte på nationalitet og pas, men det overser, at et hjemsted skabes gennem sociale netværk, sprog og daglig rutine. For at reformere lovgivningen bør man skifte fokus fra det rent formelle dokument til en mere dynamisk vurdering af menneskelige relationer.
Man kunne indføre en juridisk kategori for 'socialt hjemsted'. Det ville betyde, at en person kan få anerkendt ophold, ikke blot baseret på statsborgerskab, men på dokumenterbar integration i lokalsamfundet. Det handler om, hvor folk arbejder, hvem de har familie hos, og hvor deres sociale ankre findes. Hvis en person har boet, arbejdet og deltager i det lokale foreningsliv i mange år, bør loven anerkende denne tilknytning som en realitet, uanset hvad et pas siger.
Det kræver dog nye metoder til sagsbehandling. Myndighederne skal bruge sociologiske data og lokale vidnesbyrd frem for kun at kigge i databaser over oprindelseslande. Ved at lade den sociale virkelighed veje tungere i de juridiske afgørelser, minimerer man risikoen for, at folk lever i et juridisk limbo, hvor de fysisk befinder sig ét sted, men juridisk hører til et andet.
