Når droner får jetmotorer, ændrer krigens natur sig radikalt. Vi taler ikke længere om de langsomme svævefly, man kan spotte på en radar i god tid. Disse nye maskiner bevæger sig med hastigheder, der gør det næsten umuligt for en menneskelig operatør eller et computersystem at skelne mellem et militært mål og en civil gruppe, før nedslaget finder sted.
Det skaber et kæmpe pres på de eksisterende krigslove. Princippet om proportionalitet kræver, at man vurderer, om den militære gevinst opvejer de civile tab. Men hvis reaktionstiden forsvinder, forsvinder muligheden for at afbryde et angreb i sidste sekund. Det efterlader civilsøgende organisationer i et vakuum, hvor de ikke kan advare befolkningen eller evakuere i tide.
Vi vil sandsynligvis se et behov for helt nye reguleringer, der specifikt adresserer autonomi og hastighed. Hvis algoritmer skal styre angreb mod objekter, der flyver flere gange lydens hastighed, flytter vi ansvaret fra soldaten til koden. Det rejser et juridisk mareridt: Hvem bærer skylden, når en jetdrone rammer et hospital, fordi den ikke nåede at opfatte en ændring i målbilledet?
