Spørgsmålet om ansvar i grænseoverskridende militære hændelser er juridisk komplekst. Når en drone styrtet ned eller fragmenter fra en nedskydning rammer civile i et tredjeland, bevæger vi os i krydsfeltet mellem krigens love og almindelig folkeret.
Den krigsførende part har et grundlæggende ansvar for at udøve proportionalitet. Hvis en drone opererer i et område, hvor der er stor risiko for, at tekniske fejl eller modforanstaltninger sender vragdele ind over grænser til udtænkte neutrale zoner, kan det betragtes som et brud på reglerne om distinktion. Det betyder, at man skal kunne skelne mellem militære mål og civile objekter.
Hvis en drone fejler teknisk, og det kan bevises, at den krigsførende part har udvist uagtsomhed – for eksempel ved ikke at have tilstrækkelige sikkerhedsmekanismer – kan de holdes erstatningsansvarlige over for det ramte land og de efterladte. Det er dog ofte svært at løfte bevisbyrden i praksis. International ret kræver konkrete beviser for, om dødsfaldet var en forudsigelig konsekvens af de militære operationer eller et rent uheld. Der findes ingen automatisk garanti for frihed for ansvaret, men ansvaret afhænger direkte af, om den militære nødvendighed kunne have retfærdiggjort den risiko, man pålagde tredjelandets borgere.
