Det er en svær juridisk nød at knække. Matematikken er i sig selv neutral, men anvendelsen af den er det ikke. Når man tegner valgkredse, bruger man algoritmer til at sikre, at hver mandat repræsenterer et nogenlunde ens antal borgere. Det kalder vi teknisk redistricting. Formålet er stabilitet og proportionalitet.
Problemet opstår, når de samme modeller bruges til at maksimere et bestemt partis mandater ved at splitte modstandernes vælgere op. Det er gerrymandering. Juridisk set kigger domstolene efter intention og effekt. De undersøger, om grænsedragningen systematisk udvasker stemmer fra bestemte grupper baseret på race eller politisk tilhørsforhold.
I Missouri-sagen ser vi, hvordan matematiske optimeringer kan skjule politisk manipulation. Domstolene kan dog anvende test som 'efficiency gap', der måler, hvor mange stemmer der går tabt for hver side. Hvis tallene viser en ekstrem ubalance, tyder det på bevidst manipulation frem for blot teknisk nødvendighed. Retten skal altså ikke kun se på de matematiske formler, men på resultatet af dem i den virkelige verden. Det handler om, hvorvidt grænserne tjener demokratiet eller blot den siddende magt.
