Det er to vidt forskellige traumer, man udsættes for. Ved en skydning står den ansvarlige ansat med den fysiske handling. Man mærker rekylen, hører det øredøvende brag og ser måske det øjeblikkelige, voldelige resultat af sine skud. Denne form for direkte, voldelig kontakt med døden efterlader ofte dybe spor i form af posttraumatisk stress. Det er ikke bare et arbejde; det er et brutalt indgreb i et andet menneskes fysiske eksistens, som er svært at ryste af sig.
Kemisk indsprøjtning forsøger at skabe en distance gennem medicinsk professionalisme. De ansvarlige ser sig selv som behandlere, der administrerer en procedure. Det mindsker den umiddelbare følelse af vold, men skaber en anden slags psykisk splid. Når proceduren fejler, eller den døendes krop reagerer uventet, kollapser den medicinske illusion. Så opstår en intens følelse af skyld og etisk desorientering. Man prøver at skjule volden bag en hvid kittel, men de moralske eftervirkninger af at administrere dødelig medicin er lige så tunge. Hvor skydningen rammer sanserne, rammer den kemiske indsprøjtning ofte samvittigheden gennem en følelse af bedrag.
