Det er en svær balancegang. På den ene side kræver den grønne omstilling enorme summer til elnet, havvindmøller og energilagring. Disse investeringer afspejles ofte i elregningen. Hvis man bare lader markedet styre, risikerer man, at lavindkomstgrupper rammes uforholdsmæssigt hårdt af de stigende nettariffer og afgifter.
En løsning findes i målrettet omfordeling. Ved at bruge provenuet fra CO2-afgifter til at sænke den direkte elafgift for de mest sårbare husstande, kan man dæmpe de sociale konsekvenser. Det handler om at flytte penge fra de største udledere til de borgere, der har mindst råderum. Samtidig kan statslige garantier og risikovillig kapital hjælpe med at holde de indledende investeringsomkostninger nede for de private aktører, hvilket på sigt kan presse prisen ned.
Man kan også prioritere decentral energi. Ved at støtte lokale energifællesskaber sikrer man, at værdien af de grønne investeringer bliver i lokalsamfundet frem for kun at ende hos store selskaber. Det skaber en bredere accept af omstillingen, fordi folk ser en direkte økonomisk gevinst ved den nye infrastruktur. Strategisk planlægning skal altså kombinere teknokratiske investeringer med sociale sikkerhedsnet.
