Hvilke konkrete politiske og økonomiske mekanismer skal implementeres for permanent at stoppe afbrænding af tørvemoser i Indonesien?

For at stoppe de destruktive brande kræver det et opgør med den økonomiske logik, der gør afbrænding til den billigste metode til rydning. Staten skal først og fremmest håndhæve eksisterende lovgivning benhårdt. Det nytter ikke noget at have regler, hvis de lokale landmænd føler, de kan slippe afsted med at tænde bål i tørt tørvebund uden konsekvenser.

Økonomisk set skal vi skabe alternativer, der faktisk virker. Det betyder direkte subsidier til bæredygtig landbrugsteknologi, såsom dræningshåndtering og mekaniseret rydning, som ikke involverer ild. Hvis en lille landmand skal vælge mellem at brænde sin mark af for 100 kr. eller bruge 5.000 kr. på maskiner, så brænder han den af. Derfor skal finansielle incitamenter målrettes de små producenter med fælles lån eller støtteordninger.

Dernæst skal de globale forsyningskæder presses. Når palmeolieproducenter og papirmagnater kan bevise, at deres varer ikke stammer fra afbrændte moser, ændrer markedet sig. Certificeringer skal være mere end blot papirarbejde; de skal være koblet til konkrete kontrolmekanismer på jorden. Kun når det bliver dyrere at brænde land af end at beskytte det, sker der en reel ændring i praksis.