Det handler sjældent om et direkte forbud eller en officiel sortliste. I stedet fungerer systemet gennem subtile, uformelle beslutninger. Når en skuespiller som Susan Sarandon udviser politisk modstand, rammer det de uformelle magtstrukturer, der styrer, hvem der bliver tilbudt roller.
For det første ser vi en tendens til, at casting-directorerne vælger det 'sikre' valg. Instruktører og producenter frygter, at en skuespillers politiske profil kan skabe kontroverser eller skræmme investorer væk. Det resulterer i, at man fravælger karakterer, der ikke passer ind i den strømlinede, politisk neutrale profil, som studierne foretrækker. Det er en form for økonomisk forsigtighed, der fungerer som en usynlig barriere.
For det andet spiller netværksbaseret casting en stor rolle. Beslutninger tages ofte i lukkede kredse, hvor man søger harmoni frem for friktion. Hvis din stemme skaber støj i det etablerede system, bliver du ikke nødvendigvis fyret, men du holder op med at blive indbudt til de relevante kaffemøder og casting-runder. Det er en gradvis udelukkelse, hvor mulighederne bare svinder ind, indtil de er væk. Man bliver ikke smidt ud med et brag; man bliver blot efterladt i stilhed.
