Løsningen ligger i en model, hvor teknologien fungerer som et værktøj under lokal kontrol fremfor en udefrakommende ordre. I stedet for at sende eksterne hold ind, der dikterer metoderne, bør fokus være på at udstyre de eksisterende landsbybaserede grupper med bedre redskaber. Det kunne være sensorer til tidlig varsling af skovbrande eller droner, der kan overvåge udtørrede områder fra luften.
Når de tekniske løsninger introduceres, skal de integreres i de eksisterende beslutningsprocesser. De traditionelle ledere i Dayak- og Banjar-samfundene skal have det sidste ord omkring, hvordan og hvornår de bruges. Hvis de får uddannelse i vedligeholdelse af udstyret, bliver de teknologiske løsninger en del af deres egen infrastruktur snarere end noget, der skal repareres af folk udefra.
Samarbejdet skal bygge på gensidig respekt. Ved at bruge lokal viden om vindretninger og vegetation sammen med moderne brandvejrsdata, skaber man en kombination, der virker i praksis. Det handler om at styrke deres evne til at beskytte sig selv, så de ikke bliver afhængige af statslige indgreb, der ofte kommer for sent eller helt udenom deres behov. Ved at give værktøjerne direkte i hænderne på lokalsamfundet bevarer de deres værdighed og deres kontrol over eget land.
