Det kræver et opgør med idéen om, at ethvert problem kan løses gennem individuel optimering eller personlig selvudvikling. Når vi ser sårbarhed som et individuelt nederlag, der skal fikses med coaching eller medicin, fejler vi som samfund. Vi må i stedet tænke i strukturer, der tager højde for, at mennesket er skrøbeligt og afhængigt af andre.
I praksis betyder det at redesigne vores institutioner. Arbejdslivet skal ikke kun handle om effektivitet og uafbrudt præstation. Vi har brug for fleksible ordninger, hvor det er legitimt at træde tilbage uden at miste sin værdi eller økonomiske tryghed. Skolesystemet og sundhedsvæsenet bør også flytte fokus fra blot at reparere fejl til at opbygge fællesskaber, der kan bære hinanden gennem svære perioder.
Det handler om at investere i det, der binder os sammen: boligformer med sociale elementer, stærke lokale fællesskaber og en velfærdsmodel, der ikke straffer dem, der har brug for hjælp. Når rammerne er trygge, behøver den enkelte ikke bruge al sin energi på at opretholde en facade. Vi skal bygge et samfund, hvor det er trygt at være ufuldkommen, fordi de kollektive sikkerhedsnet griber os, før vi falder helt.
