Når vi mærker kroppen svigte, sker der ofte en mærkbar forskydning i vores fokus. Den biologiske skrøbelighed fungerer som et uundgåeligt ur, der tæller ned. Når sygdom eller alderdom rammer, forsvinder lysten til at jagte status eller overflødige materielle goder ofte. Vi indser, at tiden er en begrænset ressource. Det er her, bevidstheden træder i karakter.
Bevidstheden fungerer som den instans, der skal navigere i de begrænsninger, kroppen pålægger os. Når vi ved, at vi ikke kan fortsætte i samme tempo som før, tvinges vi til at vælge. Vi må sortere i de tusindvis af småting, der fylder hverdagen. Hvad vil vi egentlig bruge vores sidste friske timer på? Er det de endeløse e-mails eller en lang samtale med et barnebarn?
Denne spænding mellem det forgængelige kød og den reflekterende tanke skaber et filter. Det filter skræller alt det uvæsentlige væk. Resultatet er ofte en mere simpel og rå livsførelse, hvor nærvær og de tætte relationer får mere plads. Skrøbeligheden minder os om, at alt er midlertidigt, hvilket paradoksalt nok gør de øjeblikke, vi rent faktisk vælger, langt mere nærværende.
