Isolationen har ramt selve fundamentet under Venezuelas økonomi. Da olieindtægter finansierer næsten alt i landet, fungerer de internationale sanktioner som en effektiv stopklods for enhver form for modernisering. Uden adgang til globale kapitalmarkeder og nødvendigt teknologiudstyr fra vestlige firmaer, lider de fysiske anlæg under et voldsomt forfald.
Rørledninger ruster, raffinaderier mangler reservedele, og elnettet svigter jævnligt. Det er ikke blot et spørgsmål om manglende vedligeholdelse; det er en teknologisk tilbagegang. Landet har mistet evnen til selv at opretholde den komplekse maskine, som en moderne olieindustri kræver. Dette skaber en ond cirkel, hvor lavere produktion fører til færre penge, som igen forhindrer genopbygning.
Hvad angår den nationale suverænitet, har krisen tvunget Venezuela ud i usikre partnerskaber. Landet må nu ty til alternative aktører og uformelle handelsveje for at overleve. Det udvander kontrollen over egne ressourcer, da man ofte må acceptere dårligere handelsbetingelser eller afgive kontrol til fremmede magter for at få hjælp. På lang sigt svækker det landets selvstændighed, fordi man bliver afhængig af de aktører, der er villige til at omgå de internationale regler.
