Skellet findes ofte i motivationen bag de økonomiske tiltag og hvem de rammer. Legitim sanktionspolitik fungerer typisk som et diplomatisk værktøj. Her forsøger stater at presse regimer til at overholde menneskerettigheder eller folkeret uden at bruge militær magt. Formålet er ofte at begrænse adgangen til midler, som bruges på vold eller ulovlig våbenimport.
Når kritikere taler om neokolonialisme i forbindelse med Venezuela, peger de på et andet mønster. Her handler det om, hvordan rige lande bruger deres dominans over det globale finanssystem til at styre en suveræn stats ressourcer. Kritikken går på, at sanktionerne ikke bare rammer eliten, men i stedet lammer landets evne til at brødføde sin egen befolkning. Det føles som en kontrolmekanisme, hvor de økonomiske spilleregler dikteres udefra for at sikre vestlige selskabers adgang til olie eller politisk lydighed.
Man kan kigge på effekten. Rammer sanktionerne de militære kapaciteter, eller ødelægger de den civile infrastruktur? Hvis medicin og mad bliver utilgængelige på grund af bankrestriktioner, skifter diskursen hurtigt fra demokratisk pres til anklager om økonomisk krigsførelse og nykolonialisme.
