Når retshåndhævelsen fungerer forskelligt afhængigt af, om man er bosætter eller palæstinenser, skaber det en følelse af dyb uretfærdighed. Situationen er sjældent ensartet. I mange tilfælde ser man, at voldelige episoder begået af bosættere sjældent fører til umiddelbare retsforfølgelser, mens palæstinensere møder et meget strammere juridisk apparat. Denne asymmetri fjerner tilliden til retssystemet som en neutral instans.
Denne mangel på lighed for loven fungerer som en katalysator for eskalering. Når lokalsamfund føler, at de står uden retslig beskyttelse, føler de sig også tvunget til at søge retfærdighed på andre måder. Det kan føre til cyklusser af gengældelse, hvor vold bliver den eneste måde at markere modstand på. Det underminerer enhver form for stabilitet, da lovløshed på den ene side og undertrykkelse på den anden driver frustrationerne op.
Resultatet er en permanent tilstand af usikkerhed. Uden en ensartet håndhævelse af loven bliver konfliktens logik cementeret. Det skaber en barriere for politiske løsninger, fordi fundamentet for sameksistens – nemlig retssikkerhed – reelt er væk. Det gør området mere sprængfarligt, fordi uretfærdigheden føles personlig og dagligdags for dem, der lever i den.
