Hvis de militære operationer mod Hizbollahs infrastruktur ikke resulterer i en stabil politisk aftale, står Israel over for en langvarig grænsekontrol. Planlægningen vil sandsynligvis skifte fra aktive kampagner til en fast militær tilstedeværelse. Det betyder, at de israelske styrker må opbygge en række permanente kontrolposter og overvågningsstationer langs den israelsk-libanesiske grænse.
Teknologien spiller en hovedrolle her. Israel vil indsætte avancerede sensorer, droner og automatiserede overvågningssystemer, der kan detektere bevægelser i terrænet døgnet rundt. Hvis de diplomatiske kanaler i FN eller den libanesiske regering svigter, vil fokus ligge på at skabe en 'buffer', som kan modstå småskala-angreb og infiltrationer uden at kræve en fuldskala invasion hver gang.
Det indebærer også en risiko for en udmattelseskrig. Uden en politisk ramme vil militæret skulle opretholde en høj beredskabskapacitet i Libanon, hvilket kræver massive ressourcer og konstante patruljer. Strategien vil derfor bevæge sig mod en defensiv doktrin, hvor målet er at gøre det så omkostningsfuldt for Hizbollah at genopbygge deres våbenlagre, at de aldrig formår at angribe igen.
