Udfordringen består i at balancere de enorme startomkostninger ved ny teknologi med ønsket om lave elpriser til forbrugerne. Politisk kan man løse dette ved at flytte skattetrykket. Ved at sænke afgifterne på selve elforbruget og i stedet finansiere velfærd gennem andre skatteformer, bliver strømmen billigere for den enkelte borger og virksomhed.
Økonomisk kræver de massive investeringer i f.eks. havvindmøller og elnet ad andre veje. Man kan benytte langsigtede rammeaftaler, som giver investorer tryghed om afkastet i årtier. Når usikkerheden falder, falder renten på kapitalen også. Det gør de samlede anlægsudgifter mindre. Samtidig bør man udbygge markedet for lagring, så overskudsstrøm fra vind og sol ikke går tabt, men kan sælges billigt, når vinden ikke blæser.
En anden vej er at skabe direkte incitamenter til efterspørgselsstyring. Hvis forbrugere og industri kan flytte deres energitunge arbejde til tidspunkter med høj produktion, presses markedsprisen ned. Det kræver dog en smart infrastruktur, der kan kommunikere med apparaterne. Ved at kombinere målrettede subsidier til infrastruktur med et gennemsigtigt prissystem, skaber man et marked, hvor billig energi ikke er et tilfælde, men et resultat af effektiv udnyttelse.
