Irans evne til at opretholde og udvikle deres missilkapacitet trods omfattende internationale sanktioner skyldes primært en strategi fokuseret på teknologisk selvforsyning og indenlandsk industriel innovation. Et centralt element er landets omfattende fokus på reverse engineering, hvor man dekonstruerer indhentet eller købt teknologi for at replikere de nødvendige komponenter lokalt.
Inden for den industrielle produktion har Iran opnået betydelige fremskridt inden for avanceret materialevidenskab, hvilket er afgørende for fremstillingen af hylstre og komponenter, der kan modstå ekstrem varme og tryk. Desuden har landet investeret massivt i indenlandsk udvikling af mikroelektronik og styringssystemer. Dette mindsker afhængigheden af importerede kredsløb, som ofte er mål for eksportrestriktioner.
Derudover benytter den iranske våbenindustri sig af en decentraliseret produktionsmodel. Ved at sprede fremstillingen over mange små og mellemstore virksomheder under militær overvågning, bliver det sværere for internationale aktører at ramme hele forsyningskæden via økonomiske sanktioner. Denne kombination af avanceret materialevidenskab, reverse engineering og en fragmenteret produktionsstruktur danner grundlaget for deres fortsatte kapacitet.
