Konceptet kunstig friktion refererer til bevidste afbrydelser eller forsinkelser i digitale processer for at fremme refleksion. Den største socioøkonomiske barriere er den strukturelle nødvendighed for konstant optimering. I et moderne præstationssamfund måles produktivitet ofte på hastighed og effektivitet, hvilket skaber et direkte pres mod at eliminere enhver form for modstand eller pause.
For lønmodtagere i lavindkomstgrupper eller i usikre ansættelsesforhold er digital optimering ikke blot et spørgsmål om effektivitet, men en overlevelsesmekanisme. Her er tid lig med penge, og ethvert afvigende ønske om at sænke tempoet kan opfattes som manglende produktivitet. Dette skaber en ulighed, hvor kun de øverste lag i hierarkiet har den fornødne kapital og autonomi til at prioritere fordybelse over hurtig eksekvering.
Derudover spiller digitale algoritmer og overvågningskapitalisme en væsentlig rolle. Når arbejdsflowet styres af algoritmer, der belønner konstant respons og hurtighed, bliver kunstig friktion praktisk umuligt at gennemføre uden personlig eller professionel risiko. Dermed bliver friktion et luksusgode, som kun dem med høj autonomi har råd til at dyrke.
