For at udvikle mere effektive og kønsfølsomme screeningsværktøjer skal sundhedsvæsenet skifte fokus fra den klassiske, hyperaktive mandlige præsentation til de mere subtile symptomer, som ofte ses hos kvinder. Ved ADHD hos kvinder viser symptomerne sig ofte som indre uro, ekstrem mental træthed eller svær emotionel dysregulering frem for fysisk rastløshed.
En central løsning er inklusion af kvinder i den kliniske forskning. Historisk set er diagnostiske kriterier ofte baseret på observationer af drenge, hvilket skaber en bias i de eksisterende værktøjer. Ved at inddrage kvindelige fænotyper i udviklingen af spørgeskemaer kan man opfange mønstre som maskering, hvor kvinder ubevidst lærer at skjule deres udfordringer for at passe ind socialt.
Desuden bør værktøjerne integrere spørgsmål om kognitive og emotionelle aspekter frem for blot adfærdsmæssige. Det indebærer fokus på koncentrationsbesvær i komplekse sociale sammenhænge og den mentale belastning, der følger med at overkompensere for ADHD-symptomer. En differentieret tilgang sikrer, at kvinder ikke overses, men bliver identificeret i tide med den rette støtte.
