Traditionel databeskyttelse som GDPR fokuserer primært på den enkelte persons rettigheder. Men når det gælder kunstig intelligens, kan kulturelle udtryk, sprog og traditionel viden blive brugt uden om fællesskabet. For at beskytte kollektive rettigheder skal regulatoriske rammer bevæge sig fra individuelt fokus til at anerkende kulturel ejendomsret.
Dette kan gøres gennem krav om samtykke fra repræsentanter for specifikke kulturer før træning af modeller på deres data. Desuden kan man indføre mekanismer for deling af overskud eller anerkendelse, når AI-modeller genererer indhold baseret på kulturelle mønstre. Det handler om at sikre, at teknologien ikke udvander eller misbruger den kulturelle arv, men i stedet understøtter de samfund, den lærer fra.
Implementeringen kræver et samarbejde mellem teknologiske udviklere, jurister og kulturelle institutioner for at skabe rammer, der både beskytter individet og værdsætter det fælles kulturelle ejerskab i den digitale tidsalder.
