Når cyberkriminelle opererer på tværs af landegrænser, opstår der betydelige udfordringer for politi og myndigheder. Den primære barriere er manglen på ensartet lovgivning. Det, der er ulovligt i ét land, er ikke nødvendigvis strafbart i det land, hvor bagmændene befinder sig. Dette skaber juridiske huller, som kriminelle bevidst udnytter.
Et andet stort problem er de langsommelige internationale samarbejdsprocedurer. Når politiet skal indhente data fra servere eller få udleveret mistænkte, skal de igennem komplekse retshjælpsanmodninger. Dette kan tage måneder eller endda år, hvilket giver de kriminelle tid til at slette spor og flytte deres aktiviteter til nye lokationer.
Derudover gør brugen af kryptering og anonymiseringsteknologier det svært at spore den præcise identitet på bagmændene. Jurisdiktion bliver et uklart begreb, når data er spredt ud over mange forskellige servere i mange forskellige lande på samme tid. Det kræver et omfattende og hurtigt internationalt politisamarbejde at kunne bekæmpe denne type organiseret it-kriminalitet effektivt.
