Korte klip med en rolig stemme
Klippene varer tyve sekunder. En mand i halvtredserne, skjorte uden jakke, en stak noter ved siden af sig. Han siger ting som: »Du skal ikke gøre dit liv til en konkurrence med den, der bor ved siden af dig.« Unge lægger optagelserne ud på Bilibili og Douyin, sætter undertekster på, tilføjer hjerter og grædende emojis. Manden er Xiang Biao (项飙), født 1971 i Wenzhou, antropolog, i en årrække professor ved Oxford og siden 2021 direktør ved Max-Planck-Instituttet for Socialantropologi i Halle. Bogen »把自己作为方法«, på dansk nogenlunde »At bruge sig selv som metode«, som han skrev sammen med journalisten Wu Qi i 2020, er trykt igen og igen. Det er ikke bogen, der skaber trafikken. Det er klipene.
Et ordforråd, der passer til erfaringen
Det, Xiang leverer, er ikke først og fremmest trøst. Det er ord. Han genoplivede 内卷, neijuan, på kinesisk og gav det en hverdag; han taler om 悬浮, xuanfu, at svæve; om 附近, fujin, det nære; om 躺平, tangping, at lægge sig fladt ned; om 打工人, dagongren, lønarbejderen, der ikke ejer noget. Sproget er ikke nyt, men det sidder tæt på den måde, unge faktisk oplever deres dage. Når man først har et ord for et fænomen, bliver det sværere at kalde det personlig svaghed. Netop den bevægelse, fra privat skam til fælles beskrivelse, forklarer en stor del af populariteten.
Neijuan: fra Geertz' rismarker til eksamenslokaler
Begrebet involution har akademisk bagage. Den amerikanske antropolog Clifford Geertz brugte det i 1963 om javanesisk risdyrkning, hvor arbejdskraft blev lagt til i det uendelige uden at udbyttet fulgte med. Kinesiske studerende overtog ordet omkring 2018-2020 og lagde det ned over deres egne liv: flere timer, flere kurser, flere praktikophold, samme andel af pladserne. I 2020 blev det et af årets mest citerede netord. Det er ikke kun et sprogligt modefænomen. Det beskriver et system, hvor gevinsten er relativ, og hvor den eneste størrelse, man selv råder over, er indsatsen.
Xuanfu: at leve uden at lande
Xiangs billede af det svævende liv er både hans mest slidte og hans mest rammende. Man hænger over nuet. Man bor et sted, men regner ikke med at blive der. Man arbejder et sted, men regner ikke med at blive der. Man studerer for det næste skridt og ikke for det, man laver. Alt er forberedelse. Kinesisk har ordet 过渡, overgang, men for mange unge er overgangen blevet en permanent tilstand snarere end en fase. Psykologisk betyder det, at ingen hændelse får lov at stå på egne ben. Livet udskydes, indtil forholdene bliver bedre.
Flyttet uden at være kommet frem
Det tal, der bedst beskriver baggrunden, er folketællingens 流动人口, den flyttende befolkning: omkring 376 millioner mennesker var i 2020 registreret i en anden kommune end den, hvor de står i husstanden. Hukou-systemet (户口), indført i 1950'erne, binder adgang til skole, sundhed og pension til en registrering og ikke til det sted, man bor. En ung mand fra en landsby i Henan kan arbejde ti år i Shenzhen uden at kunne flytte sin datters skolegang med. Han er 打工人 i en by, der bruger ham. Han er ikke borger i den. Den dobbelthed er ikke en sidebemærkning i Xiangs foredrag. Den er grunden til, at ordet 附近 giver genklang.
Det nære, der blev revet ned
Xiangs pointe om forsømmelsen af det nære er konkret. Kvarterer er blevet revet ned, og det røde 拆 på væggen er et af de mest fotograferede tegn i det moderne Kina, hvorefter indhegnede boligkomplekser med vagt og kortlæser er vokset op. Måltider hentes af Meituan og Ele.me, dagligvarer køres ud, pakker afleveres i bokse. Man kender leveringsbuddet, men ikke sin nabo. Nedlukningerne 2020-2022 gjorde det tydeligt: fællesskabet boede i WeChat-grupper, ikke i opgangen. Når de uformelle møder forsvinder, forsvinder også den slags samtale, der kan bære et menneske, uden at det koster penge.
Hvorfor en professor og ikke en fagforening
Det spørgsmål, som udenlandske reportager sjældent stiller, er, hvorfor tilflugten er en forelæsning og ikke en forening. Den eneste lovlige fagforening er All-China Federation of Trade Unions (ACFTU), og dens forhandlingsrum er fastlagt af partiet. Udenlandske NGO'er blev fra 2015 underlagt loven om forvaltning af udenlandske NGO'ers virke på kinesisk territorium (境外非政府组织境内活动管理法). Psykisk sundhedspleje er samtidig tynd: der findes omkring 40.000 registrerede psykiatere til 1,4 milliarder mennesker, og en samtaleterapi koster typisk 300 til 1.500 yuan pr. session, sjældent dækket af 医保, den offentlige sygeforsikring. En forelæsning er gratis. Det er også derfor, salen bliver så overfyldt.
Tomrummet efter de store forklaringer
Så kommer det ubehagelige spørgsmål. Er Xiangs popularitet et tegn på, at han er en usædvanlig god formidler, eller på at der ikke findes andre kanaler for en kritik af systemet? Når økonomiske og politiske forklaringer er svære at formulere offentligt, flytter kritikken ind i det psykologiske rum. Neijuan bliver et spørgsmål om personlig robusthed. Man taler om 情绪价值, følelsesmæssig værdi, i datingprofiler og jobansøgninger. Resultatet kan blive, at strukturelle problemer omskrives til diagnoser, og at den enkelte pålægges at reparere det, ingen enkeltperson kan reparere. Risikoen er ikke Xiangs opfindelse, men den ligger tæt på hans popularitet.
At beskrive smerte: mestring eller patologisering?
Xiang har selv sagt, at det at beskrive er en handling, og at det at navngive et fælles problem ændrer forholdet mellem den, der lider, og lidelsen. Det er en antropologisk grundtanke, og den holder, så længe beskrivelsen har et sted at gå hen. Epidemiologien antyder, hvor tungt det vejer. I Lancet Psychiatry offentliggjorde Huang Yueqin og kolleger i 2019 resultater fra China Mental Health Survey, hvor livstidsprævalensen for angstlidelser blandt voksne lå på 4,98 procent, hvilket over en befolkning på 1,4 milliarder svarer til omkring 70 millioner mennesker. DSM-5 og ICD-11 leverer koderne. Koderne leverer ikke en husleje, en bolig eller et hukou. Beskrivelse uden adgang til forandring bliver kronisk.
De, der ikke engang bliver klippet
Den store fortælling om kinesiske unge handler sædvanligvis om dimittender med en grad fra et 985- eller 211-universitet. Under den ligger en gruppe, som sjældent når ind i reportagerne. 农民工, migrantarbejderne, udgjorde ifølge National Bureau of Statistics omkring 297 millioner mennesker i 2023. Deres børn, 留守儿童, de efterladte børn, tælles i millioner og vokser op hos bedsteforældre i en landsby, mens forældrene arbejder i en by, hvor børnene ikke kan gå i skole. I Shenzhen findes de unge mænd, der kalder sig 三和大神, Sanhe-guderne, og som tager dagløn på under 150 yuan, sover på internetcaféer og forlader jobbet, så snart de har nok til den næste uge. Deres afvisning af konkurrencen er ikke filosofisk. Den er en beregning.
Tryghed frem for mening
For de uddannede unge ser valget anderledes ud, men logikken er den samme. I 2025 meldte omkring 3,4 millioner kandidater sig til 国考, centraladministrationens optagelsesprøve, til færre end 40.000 stillinger. Ord som 编制, den faste stilling med rettigheder, og 上岸, at nå i land, styrer valget af uddannelse, ægtefælle og by. Det skyldes ikke, at unge kinesere er blevet mindre ambitiøse end deres forældre. Det skyldes, at tabet ved et fejltrin er blevet større. Et forsøg på meningsfuldt arbejde kan ende med et lån, et nederlag og et hukou på det forkerte sted. Tryghed er ikke romantisk. Den er rationel.
En professor som spejl, ikke som læge
Spørgsmålet om Xiangs popularitet handler derfor ikke om hans karisma. Det handler om, hvad der mangler omkring ham. Et samfund kan have universiteter i verdensklasse, hurtige tog og en middelklasse med adgang til Bilibili og samtidig mangle de institutioner, der fanger dem, der falder: rådgivning, fagforeninger, byrum, rettigheder, der følger personen og ikke registreringen. Når de mangler, bliver en forelæsning et sted at trække vejret. De unge, der deler klippene, beder ikke om en frelser. De beder om, at nogen beskriver deres liv så præcist, at de kan genkende det. Det er ikke en løsning. Det er et spejl, og spejlet bliver først farligt, hvis det begynder at blive forvekslet med en behandling.
