Et net bygget til kul, der nu skal bære sol
I Bhadla Solar Park i Rajasthan står mere end 2.200 MW solpaneler spredt over omkring 57 kvadratkilometer ørken. Anlægget var i en årrække verdens største af sin art. Alligevel viser driftsdata fra Central Electricity Authority (CEA) og delstaternes load dispatch centres, at en betydelig andel af strømmen aldrig når frem til et forbrugssted. Fænomenet hedder curtailment, nedregulering, og opstår når transmissionsnettet ikke kan aftage effekten, når frekvensen svinger omkring de 50 Hz, eller når et distributionsselskab – en discom – ikke har købere til strømmen midt på dagen. Det er ikke et teknisk uheld. Det er et system bygget til kul, som nu skal rumme sol og vind.
Tallene varierer med sæson og delstat. I Rajasthan, Gujarat, Karnataka og Tamil Nadu har nedreguleringen i perioder ligget mellem to og ti procent af den teoretiske produktion. Ved første øjekast lyder det som et regnskabsproblem for investorer. Men strøm, der ikke kan sælges, skal betales alligevel. Kraftværkerne har indgået power purchase agreements (PPA'er) med statsejede Solar Energy Corporation of India (SECI) og delstatslige discoms, og mange kontrakter indeholder take-or-pay-klausuler. Regningen sendes videre gennem tarifferne.
Kullede kraftværker dækker hullet, og smoggen bliver hængende
Når solen går ned over Rajasthan, falder produktionen, mens efterspørgslen stiger. Aftentoppen dækkes i praksis af kul. Det er her, forbindelsen mellem nedregulering og menneskers helbred bliver tydelig. Kraftværkerne omkring Singrauli i Madhya Pradesh, Korba i Chhattisgarh og Neyveli i Tamil Nadu udleder PM2.5, PM10, svovldioxid, kvælstofoxider og kviksølv. I vintermånederne blander udledningen sig med indslæbt støv og afbrænding af halm og lægger sig over Indo-Gangetic-sletten og videre ind over Delhi. Den grønne energi, der blev kasseret midt på dagen, kunne have fortrængt en del af denne last. At beskrive spild som et økonomisk tab overser, at tabet betales i lunger.
Jordretten er den usynlige omkostning
Sumant Sinha, topchef i ReNew Power, peger med rette på land acquisition og right of way som de største praktiske hindringer for udbygningen. Men rettighederne til jorden er ikke kun en juridisk detalje for projektudviklere. Store solparker i Rajasthan og Gujarat placeres ofte på arealer, der i officielle registre står som waste land – ødemark. På papiret er de tomme. I virkeligheden er de gauchar, fælles græsningsarealer, eller oran, lokale hellige lunde. Her græsser hyrder fra charan- og raika-samfund i Rajasthan og maldhari-samfund i Kutch, og de har gjort det i generationer uden tinglyste skøder.
Indien har formelt anerkendt rettigheder til skov og fællesarealer gennem Forest Rights Act fra 2006 (FRA) og Panchayats Extension to Scheduled Areas Act fra 1996 (PESA). Landopkøb reguleres af Right to Fair Compensation and Transparency in Land Acquisition, Rehabilitation and Resettlement Act fra 2013 (RFCTLARR). I praksis tildeles kompensation typisk enkeltpersoner med navn på et dokument, mens kollektive brugsretter forsvinder i forhandlingen. Hyrder får adgang til mindre græsningsareal, kvægbesætninger svækkes, og familier, der aldrig har haft kontantindkomst, ender som daglejere på de anlæg, der overtog deres jord. Det er ikke modstand mod grøn energi. Det er spørgsmålet om, hvem der bærer omkostningen, når 2030-målene skal nås hurtigst muligt.
Tarifstigninger rammer skævt
Nedregulering har en direkte linje til elregningen. Discoms skal betale for kapacitet, de ikke kan bruge, og underskuddet dækkes delvist gennem tarifstigninger og delvist gennem statsstøtte, der fortrænger udgifter til skoler, sundhedsklinikker og vandforsyning. Indien krydssubsidierer samtidig kraftigt: industrielle og kommercielle kunder betaler højere takster for at holde landbrugs- og hustandstariffer nede. Det system holder priserne kunstigt lave for nogle, men det gør også nettet følsomt over for prischok, og det gør gratisstrømordninger i Punjab, Haryana og Karnataka politisk dyre.
For husstande under fattigdomsgrænsen, BPL, betyder selv små stigninger noget. Mange betaler ikke for forbrug, men for tilslutning, målerleje og uformelle afgifter til mellemhandlere i slumområder. Når et system bruger penge på kapacitet, der ikke leverer strøm i de rigtige timer, er det ikke de rige hustande med aircondition, der mærker det først. Det er dem, der allerede bruger under 50 kWh om måneden.
Finansieringskløften er ikke neutral
I København i 2009 lovede de rige lande 100 milliarder dollars om året fra 2020 til klimaindsats i udviklingslande. Løftet blev gentaget i Paris i 2015 og er aldrig indfriet i den aftalte form. OECD opgør beløbet til omkring 83 milliarder dollars i 2020 og noget højere i de følgende år, men en betydelig del tælles som lån, der skal tilbagebetales med rente, snarere end som tilskud. Green Climate Fund råder over en brøkdel af, hvad der kræves.
Konsekvensen er ikke abstrakt i Indien. Landet må finansiere sin omstilling på kommercielle vilkår, hvor kapitalomkostningen ligger på otte til ti procent mod tre til fire procent i EU og USA. Det gør batterilagring, pumpekraftværker og nye transmissionskorridorer markant dyrere. Indien bruger stadig kul til omkring 70 procent af elproduktionen, samtidig med at næsten alle husstande formelt er elektrificeret efter Saubhagya-programmet fra 2017. Forskellen mellem en tilsluttet ledning og pålidelig strøm i døgndrift er hele forskellen mellem statistik og hverdagsliv.
Hvad en retfærdig overgang ville kræve
De sydafrikanske, indonesiske og vietnamesiske Just Energy Transition Partnerships (JETP), indgået fra 2022 med henholdsvis 8,5, 20 og 15,5 milliarder dollars, viser en model for betinget, billigere finansiering. Indien har ikke underskrevet nogen. Alternativet er ikke at stoppe udbygningen. Det er at gøre den mindre centraliseret: tagbaseret sol på fattige husstande gennem PM Surya Ghar Muft Bijli Yojana, sol til landbrugspumper under PM-KUSUM, anerkendelse af kollektive jordrettigheder før spaden sættes i jorden, og fleksibilitet i form af batterier og efterspørgselsstyring tæt på de steder, hvor folk faktisk bor.
Det er den ubekvemme pointe. Spildet af grøn energi i Indien er ikke kun et spørgsmål om manglende ledninger, dyr lithium eller udeblivende klimafinansiering. Det er et spørgsmål om, hvem der får regningen, hvem der mister græsningsretten til en solpark, og hvem der trækker vejret i skyggen af et kulfyret kraftværk, der kører videre, fordi aftentoppen stadig skal dækkes. Klimagælden fra det globale nord er reel. Det er også en indenlandsk retfærdighedsgæld, at de fattigste betaler begge regninger.
