Tomrummet som politisk våben
"Jeg ved ikke engang, om mine forældre stadig lever." Med disse ord opsummeres en hel generations eksistentielle angst. For børnene af de såkaldte G-15 i Eritrea er sandheden ikke noget, man finder i historiebøgerne eller i officielle regeringsmeddelelser. Sandheden findes i et mørkt hul af tavshed, der har strakt sig over et quarter århundrede. Siden 2001 er de magtfulde figurer bag Eritreas uafhængighedskamp forsvundet ind i et system, der har gjort forsvinden til en statslig metode.
Når man forsøger at efterforske skæbnen for disse mænd, møder man en mur. Myndighedernes totale afvisning af at udtale sig om deres opholdssted eller helbredstilstand er ikke blot mangel på information. Det er en aktiv handling. I en politisk psykologi, hvor kontrol er lig med overlevelse, fungerer tavsheden som en bekræftelse af skyld. Ved ikke at svare, indrømmer regeringen i praksis, at fangerne ikke længere eksisterer inden for rammerne af loven. Tavsheden er ikke et fravær af svar; det er et svar i sig selv.
Fra befrielse til undertrykkelse: Paradokset om heltemod
Det mest tragiske element i denne historie er inversionen af den nationale fortælling. G-15-gruppen bestod af de mænd, der lagde fundamentet for Eritrea. De kæmpede mod et regime, der førte landet til selvstændighed. Men de mænd, der byggede nationen, blev nu de mænd, nationen forsøgte at slette. Det er et historisk paradoks, hvor statens overlevelse er blevet prioriteret over statens værdier.
Tag for eksempel Petros Solomon. Hans eftermæle blev ikke blot reduceret til en militær rang; hans heroisme blev våbenliggjort mod ham selv. Regimet har formået at bruge den nationale identitet, som disse mænd skabte, til at retfærdiggøre deres egen udrensning. Ved at stemple dem som forrædere i et land, der stadig er i en tilstand af permanent undtagelsestilstand, kan regimet retfærdiggøre enhver overtrædelse af menneskerettighederne. Det er en kynisk ombytning af roller: De, der forsvarede folket, bliver nu anklaget for at true nationen, mens staten selv agerer som den ultimative tyran.
Et mønster af forsvundne mennesker
Eritreas behandling af G-15 er ikke en isoleret hændelse, selvom den foregår i et næsten totalt informationsvakuum. Det følger et velkendt mønster set i andre diktaturer gennem historien. Man ser de samme mekanismer i Argentinas "Forsvundne" under det militære junta, eller under Pinochets styre i Chile. Det er en global taktik: Hvis man ikke dræber en modstander åbenlyst, men i stedet lader dem "forsvinde", fjerner man deres evne til at blive martyrer, samtidig med at man lammer modstanderens familie med usikkerhed.
Denne form for forsvinden skaber en permanent tilstand af frygt. Det er ikke bare den person, der mangler; det er hele det sociale væv, der splintres. Når der ikke findes en død eller en fange, findes der heller ingen retssag. Uden en retssag findes der ingen afslutning. Dette er ikke bare et juridisk problem; det er et psykologisk krigsførelse mod civilbefolkningen, som det ses i moderne undertrykkende regimer fra Iran til Turkmenistan.
Retssagen der aldrig fandt sted
I en retsstat er fangeskab en juridisk status, der kan udfordres. I Eritrea er fraværet af en retssag for G-15 blevet et værktøj til politisk kontrol. Fordi de aldrig er blevet stillet for en dommer i en legitim proces, befinder de sig i et juridisk limbo. De er teknisk set ikke dømt, men de er heller ikke frie. De er hverken levende eller døde i lovens øjne. Dette efterlader de efterladte i et limbo, hvor de hverken kan sørge eller kræve retfærdighed.
Denne mangel på juridisk transparens forhindrer landets demokratiske udvikling. Et samfund, der ikke kan holde sine ledere ansvarlige for, hvor de gør sine politiske modstandere af, er et samfund, der er låst i en evig fortid. Manglen på en officiel proces gør det muligt for staten at ignorere internationale krav, da de altid kan påstå, at processen er
